Mobiltelefonen gør dig 25 procent mindre effektiv

Mobiltelefonen gør dig 25 procent mindre effektiv

Har jeg mon fået en besked? Mobilen er i vores bevidsthed det meste af tiden, og det betyder, at den suger på din energi.

Læg mobilen væk og se forskellen

Føler du ikke, at du har tid nok til at nå dine arbejdsopgaver?  
Så prøv et eksperiment: Lad mobiltelefonen blive i skuffen, når du ikke lige skal bruge den til samtale. 
  
Ja ja, vi får konstant tudet ørene fulde om, at vi bruger mobilen for meget. I know! Men de her vilde tal lyver altså ikke, og de kan måske være en øjenåbner:  
  
1. Kontoransatte spilder i gennemsnit mere end to timer om dagen på deres telefoner på ikke-arbejdsrelaterede aktiviteter. 
  
2. Den gennemsnitlige IT-medarbejder tjekker mail eller andre beskedtjenester på telefonen hvert 6. minut.  
  
3. 40 procent af kontoransatte får aldrig 30 minutters uafbrudt fokuseret tid i en arbejdsdag, hvilket i høj grad kan tilskrives mobiltelefonen.
En person kigger på sin mobiltelefon i stedet for sin computer
En kvinde sidder i en loungesofa og lader sin mobiltelefon op mens hun bruger den

Mobilen sluger din energi 

Ovenstående tal stammer fra forskellige undersøgelser, og de understreger, at vi simpelthen er langt mindre effektive, når mobilen er indenfor rækkevidde.  
  
Psykolog, Rikke Papsøe, forklarer, at mobiltelefon kan dræne din energi, hvis den konstant er til rådighed.  
  
“Det er et faktum, at mennesker ikke kan multitaske. Så lige så længe mobilen fylder i din bevidsthed, så forstyrrer den dit opmærksomhedflow. Og det koster på det menneskelige batteri.” 
  
Der er adskillige glimrende grunde til at tage en digital detox fra mobilen. Men det er dog ikke nemt, for det er en gigantisk industri, der bruger tonsvis af penge på at finde ud af, hvordan de kan fastholde dig på telefonen.  
  
Rikke Papsøe har dog en række meget konkrete tips til, hvordan du kan skære bare en smule ned på dit mobilforbrug. Du behøver jo ikke at gå i total mobil-cølibat med det samme.

Tips til at skære ned på dit mobilforbrug

1. Undersøg dit eget forbrug 

Undersøgelser viser, at de fleste af os tror, at vi er langt mindre på, end vi egentlig er. Der findes en del apps til at undersøge, hvor meget og hvordan du egentligt bruger din telefon. 
  

2. Bliv bevidst om effekten af dit forbrug 

Undersøg, hvilke apps og sociale medier udgør problemer for dig. Kigger du fotos på instagram, eller er det spil, der stjæler din tid? Når du er bevidst om tidsrøveren, kan du gøre noget ved det. 
  

3. Drop notifikationer 

Slå notifikationer og push-beskeder fra alle apps, så de ikke kan bryde ind og stjæle din opmærksomhed. 


4. Gå i sort/hvid 

Lav din skærm sort/hvid, så du ikke bliver fanget af de røde notifikationer. (Du gør det i: Indstillinger --> Generelt --> Tilgængelighed --> Tilpasning af skærm.)

5. Ryk om på apps 

Flyt dine mest tidsslugende apps om på sidste side af din hjemmeskærm, så du ikke hele tiden bliver mindet om dem. 
  

6. Brug dine apps mere bevidst 

Hvad end det er spil eller sociale medier, kan du sætte dit ur på telefonen til at ringe efter 15 minutter, inden du trykker på app’en (du kan også få Moment eller en app ved navn BreakFree til at minde dig om, at du nu har været lang tid på din telefon). 
  

7. Slet dine mest tidsslugende apps 

Er det fx Facebook eller et andet socialt medie? Slet app’en, så du er tvunget til at gå på en browser for at få adgang. 
  

8. Out of sight - out of mind 

Læg mobilen i en skuffe, eller lad den blive i din taske, og brug den kun til samtale. Så kan du tjekke beskeder i frokostpausen.